Den lykkelige mor til 2 dejlige drenge

Den store dreng kom til verden for 4 år siden efter en uproblematisk graviditet.

Herefter skulle vi desværre opleve 2 ufrivillige aborter, så da jeg et halvt år efter abort nummer 2 læste noget om akupunktur på nettet, og samtidig læste en artikel i et ugeblad, som mindede meget om min situation, tænkte jeg at det skulle prøves. Min alder var efterhånden blevet et emne, for jeg ville ikke risikere at blive for ”gammel”. Jeg var i forvejen lidt skeptisk overfor den slags, for hvad skulle akupunktur kunne gøre? Men jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke skulle stå bagefter og ikke have prøvet alle muligheder.

8 måneder efter abort nummer 2 havde jeg min første tid hos Majbritt. Det startede med en lang samtale om hele forløbet, min livsstil, og til sidst en tur på briksen. Med mig hjem havde jeg en pose fuld af diverse dråber og vitaminer.

Efterfølgende skulle jeg komme en gang om ugen. 4 uger efter mit første besøg skulle jeg have haft menstruation, men den udeblev…. Stor var min overraskelse, men samtidig var jeg også skeptisk, jeg havde jo været gravid 2 gange før, hvor det ikke var blevet til noget. Efter 11 uger var jeg stadig gravid og mine behandlinger hos Majbritt kunne stoppe. Hun havde gjort hendes, nu skulle jeg selv gøre resten. Og det gjorde jeg.

Godt to år efter den første abort fødte jeg søn nummer 2. Det er muligt, at det var lykkedes uden Majbritts hjælp, men min holdning til de mere alternative behandlingsformer har i hvert fald ændret sig.

Lykkelig mor til 2