Barnløshed

Jeg startede I behandling hos Majbrith i Januar 2014.

Min mand og jeg havde prøvet at få et barn i 3½ år hvoraf de 2 år var i fertilitetsbehandling i Horsens. Vi havde været igennem 5 IVF behandlinger uden nogen god forklaring på hvorfor det ikke lykkedes…. Vi var så heldige at komme med i en forskningsgruppe da vores tre gratis forsøg var brugt op, fertilitetsklinikken var i gang med at teste en ny behandlingstype. Vi stod nu i denne situation, at vi havde et sidste IVF forsøg tilbage hvorefter vi skulle over i det private, hvilket jeg slet ikke kunne overskue, da jeg var ved at gå helt ned over det forløb vi havde været igennem de sidste 2 år

Min mand og jeg var i gang med at bygge hus, selvbyg, vi var lige blevet færdige med huset og manglede alt udenfor, have, indkørsel osv. da min mand bliver ramt af en meget alvorlig arbejdsulykke (ca. et halvt år inde i fertilitetsforløbet) en arbejdsulykke der kommer til at præge ham resten af livet. Han kom i den ene operation efter den anden og røg i et forløb med en lang proces med stærke smerter, arbejdsskadestyrelsen, forsikringer der prøver at løbe fra deres ansvar, dagpengesystemet, advokater osv. så vi var begge maksimalt pressede. Jeg forsøgte at holde sammen på min mand, mit arbejde, en vandskade (i vores nye hus, som lige kom oveni) samtidig med fertilitetsforløbet. Min mand har været helt utrolig igennem hele forløbet og har kæmpet for at bakke mig op i en situation hvor han faktisk havde mere end rigeligt med sig selv.

I december 2013 rejser min mand og jeg på en længere ferie for at finde os selv og hinanden igen, vi var nået dertil hvor vi måtte træffe nogle beslutninger omkring fremtiden. En del af beslutningen blev, at vi ville tage det sidste gratis fertilitetsforsøg i Horsens og stoppe derefter OG at jeg skulle gå i behandling for at give min krop de bedste forudsætninger for det sidste forsøg. Min mand fandt akupunkturklinikken v/Majbrith Knudsen på nettet, hvor vi kunne læse, at hun havde hjulpet andre barnløse. Jeg tog kontakt til Majbrith i Januar 2014 og jeg kunne fra første samtale mærke, at det her bare føltes helt rigtigt.

Majbrith er en pige lige efter mit temperament, positiv, smilende og siger tingene som de er… derudover er Majbrith enormt god til at vende tingene i en positiv vending, som gjorde at mit tankemønster i løbet af mit forløb ændrede sig. Jeg havde taget 20 kilo på over hele mit fertilitetsforløb og havde opbygget et enormt stort selvhad, dette var én af de første ting Majbrith tog fat omkring. Dernæst arbejde Majbrith med at nedbringe mit stressniveau som efterhånden havde hobet sig godt og grundigt op i min krop. Både min mand og jeg fik nogle dråber (homøopati), som vi skulle tage tre gange dagligt og jeg kom en gang om ugen hos Majbrith hvor jeg fik akupunktur og zoneterapi.

Jeg kunne mærke, at jeg fik meget mere ro i kroppen, at min hovedpine som jeg havde lidt utroligt meget af, begyndte at fortage sig, og generelt fik jeg meget mere velvære i kroppen. Min mand som havde nedsat sædkvalitet, kom i april måned til undersøgelse i Horsens og resultatet heraf var, ”din sædkvalitet er helt normal”… I Horsens var de meget forundrede og spurgte meget ind til hvad der var sket – om det var dråberne eller hvad det var – noget meget positivt var der i hvert fald sket.

Jeg startede i maj 2014 op på vores sidste IVF forsøg, og jeg fortsatte mine ugentlige besøg hos Majbrith under hele forløbet. Hver eneste gang jeg kom hos Majbrith brugte hun vendinger som, ”når du nu bliver gravid”, og ”når nu jeres første barn kommer til verden” – vendinger jeg ikke engang længere selv turde at tænke – og hun blev ved og ved og ved med at tale sådan til mig, og til sidst kunne jeg mærke at det begyndte at trænge ind. Ugen hvor æggeudtagning og æggeoplægning skulle ske, havde Majbrith afsat god tid til mig, så hun tog mig ind til behandling med meget kort varsel….. og så var der kun tilbage at vente de 14 dage det nu tog inden vi fik svar….

Blodprøven viste POSITIV, vores lille mirakel var sket. Min mand og jeg venter nu vores første barn til marts… vi føler os meget privilegerede i forhold til den hjælp vi har fået og at vi har mødt de rigtige mennesker på vores vej, for mit tilfælde var det uden tvivl Majbrith. Jeg er helt overbevist om, at havde det ikke været for Majbrith, så havde vi ikke nået hertil. Majbrith følger mig stadig og har udvist meget stor interesse for vores forløb på trods af, at jeg er ”en afsluttet patient”.

Jeg kan kun være yderst taknemmelig og kan varmt anbefale Majbrith til andre der står i samme situation som os.

MGW